Sådan forbereder vi en samtale, før optagelsen starter

Spørgsmålsarket er vores vigtigste papir

Når kursisterne møder op til en interviewøvelse, har de et ark med i hånden. Det er ikke et manuskript, men en række spørgsmål i en rækkefølge, som kan bytte plads, hvis samtalen vil noget andet. Jeg beder alle skrive fem til otte spørgsmål, ikke flere. Med for mange spørgsmål begynder man at læse op i stedet for at lytte, og gæsten mærker det med det samme.

Arket har tre kolonner. I den første står selve spørgsmålet, i den anden hvorfor du stiller det, og i den tredje, hvad du håber at høre. Den midterste kolonne er den, de fleste springer over, og den gør størst forskel. Hvis du ikke kan sige, hvorfor et spørgsmål er der, kan du roligt stryge det.

Vi bruger de samme ark gennem hele forløbet, så du kan sammenligne dine første forsøg med de senere. Mange opdager, at de i begyndelsen stiller lukkede spørgsmål, som kan besvares med ja eller nej, og at de efter nogle uger formulerer sig mere åbent uden at tænke over det.

• Fem til otte spørgsmål er rigeligt til en samtale på tyve minutter
• Skriv hvorfor du spørger, ikke kun hvad du spørger om
• Markér ét spørgsmål, du vil stille, hvis alt andet løber af sporet

Siddeopsætning og rum, som gæsten kan slappe af i

Før mikrofonen overhovedet tændes, taler vi om, hvordan I sidder. Vi sætter stolene på skrå over for hinanden frem for lige overfor, fordi det virker mindre som et forhør. Der skal være plads til, at begge kan se hinandens ansigt, så I kan nikke og smile uden at sige noget. Lyden tåler ikke, at man afbryder med små tilråb.

Bordet får et tæppe eller en tyk dug, så lyden ikke kastes frem og tilbage mellem hårde flader. Vi lukker vinduer, slukker for køleskab og telefoner i flytilstand. Det lyder banalt, men halvdelen af de forstyrrelser, vi hører i kursisternes første optagelser, kommer fra et brummende apparat i rummet ved siden af.

Gæsten får et glas vand og lov til at se spørgsmålsarket, hvis hun ønsker det. Jeg har aldrig oplevet, at det ødelægger samtalen at kende emnerne på forhånd. Tværtimod svarer folk mere afslappet, når de ved, hvad der venter dem.

Prøveoptagelsen på tredive sekunder

Hver optagelse begynder med en prøve. Du beder gæsten fortælle, hvad hun spiste til morgenmad, og optager tredive sekunder. Så lytter I begge i hovedtelefoner. Spørgsmålet er ligegyldigt, men svaret afslører niveauet, afstanden til mikrofonen og om stemmen knækker over, når hun bliver ivrig.

Prøven tjener også et andet formål, nemlig at få gæsten til at høre sin egen stemme, før det gælder. De fleste bliver overraskede og lidt generte, og det er langt bedre, at det sker i prøven end midt i det vigtige svar. Bagefter er hun mere tryg ved at tale naturligt.

Vi bruger prøven til at justere én ting ad gangen. Hvis lyden er for svag, rykker vi mikrofonen tættere på. Hvis den knitrer, træder vi et skridt tilbage. At ændre flere ting på én gang gør det umuligt at høre, hvad der hjalp.

• Optag tredive sekunder, lyt i hovedtelefoner, justér én ting ad gangen
• Brug et let spørgsmål, så gæsten kan tale uden at tænke på indholdet

Under samtalen: lyt mere, end du taler

Den metode, jeg gentager oftest, er pausen. Når gæsten har svaret, så vent to sekunder, før du siger noget. Ofte fortsætter hun af sig selv med det, hun egentlig ville fortælle. Pausen føles lang for dig, men lytteren hører den som ro og opmærksomhed.

Vi øver også at holde igen med lyde som mm og ja, mens gæsten taler. I en almindelig samtale er de naturlige, men på optagelsen overlapper de gæstens ord og gør klipning næsten umulig. Nik i stedet, og lad ansigtet vise, at du følger med.

Hvis du taber tråden, så sig det højt. Det er helt i orden at sige, at du lige skal kigge i dine noter. Lytterne har det fint med ærlighed, og i redigeringen kan stilheden alligevel klippes ned.

• Vent to sekunder efter et svar, før du stiller næste spørgsmål
• Nik i stedet for at sige mm, mens gæsten taler
• Sig højt, hvis du mangler et spørgsmål

Lyt tilbage, og skriv tre ting ned

Efter optagelsen lytter vi til et par minutter sammen i gruppen. Ikke hele samtalen, kun et udsnit, som kursisten selv vælger. Opgaven er at finde tre ting: ét sted, hvor samtalen lykkedes, ét sted, hvor du burde have fulgt op, og én lydmæssig detalje, du vil ændre næste gang.

Den slags feedback fungerer, fordi den er lille og konkret. Ingen skal rette på alt. Jeg har set kursister, der kom hjem med en lang liste af fejl og aldrig optog igen, og andre, der kom hjem med tre punkter og gik i gang med det samme.

Noterne gemmes i en fælles mappe på papir, som du tager med til næste gang. Du kan så mærke fremgangen i dine egne ord. Efter nogle uger er listen over fejl ændret fra grundlæggende ting til finere valg.