Da Lene lærte at lytte i stedet for at læse spørgsmål op

Et første interview med fine spørgsmål

Lene kom til kurset med en klar idé: hun ville tale med sin nabo, en tidligere fiskehandler, om byens gamle havn. Hun havde skrevet femten spørgsmål ned i et ark, pænt nummereret, og hun var godt forberedt. Til den første øvelse optog hun samtalen i et lille lokale på skolen, og bagefter lyttede vi til den sammen.

Alt var teknisk i orden. Lyden var jævn, og stemmerne fyldte rummet roligt. Alligevel lød det som en forhør. Lene stillede spørgsmål efter spørgsmål, og gæsten svarede kort, fordi næste spørgsmål allerede hang i luften. Der var ingen pauser, hvor noget uventet kunne opstå.

Jeg har set det mange gange. Forberedelsen er god, men den bliver en mur mellem de to mennesker ved bordet. Lene kunne selv høre det, da vi spillede optagelsen, og hun grinede lidt af sig selv. Det er et godt udgangspunkt, for man kan ikke rette noget, man ikke har hørt.

Hvad vi ændrede ved forberedelsen

Vi startede med arket. Lene skulle skære de femten spørgsmål ned til fire og skrive dem som emner frem for formulerede sætninger. Havnen om morgenen, de lugte hun stadig huskede, den dag hvor isen kom, og hvad der var forsvundet siden. Ved hvert emne skrev hun et enkelt stikord, ikke mere.

Det føltes utrygt for hende i begyndelsen. Spørgsmålene havde været hendes sikkerhedsnet. Men jeg bad hende tænke på, hvad hun selv ville spørge om, hvis hun sad til kaffe med naboen uden mikrofon. Svaret kom hurtigt, og det var præcis de spørgsmål, der ikke stod på arket.

Vi aftalte også, at hun skulle starte optagelsen, før gæsten satte sig, så de første afslappede sætninger kom med. Hvad der skal slettes, afgør hun bagefter ved redigeringen.

• Skriv emner ned, ikke færdige spørgsmål
• Vælg tre til fire spor, og lad resten ligge
• Start optagelsen, før samtalen officielt begynder

At stille gæsten til rette

Næste led var selve bordet. Ved første optagelse sad Lene og naboen skråt overfor hinanden med arket mellem sig, og naboen kiggede hele tiden ned på papiret, som om det var en eksamen. Vi flyttede dem, så de sad med let vinklet blik og uden papir imellem.

Mikrofonen fik en fast plads uden at stå i vejen for ansigterne. Gæsten skal helst glemme den, og det sker lettest, når den ikke er det første, man ser. Vi tog en kort prøve, hvor naboen fortalte om sin morgenmad, så lydniveauet kunne justeres, og så han kunne vænne sig til at tale.

Det lille trick virker næsten hver gang. En banal prøveoptagelse tager spændingen ud af situationen, og når den rigtige samtale begynder, er stemmen allerede varm. Lene lagde mærke til, at naboen sænkede skuldrene efter få minutter.

Den anden optagelse

Ugen efter optog Lene samtalen igen, nu med fire emner og et frit blik. Allerede i første minut sagde naboen noget, der ikke stod nogen steder: at han som dreng havde solgt fisk til en skuespiller, der aldrig huskede at betale. Lene lod pausen stå i stedet for at skynde videre, og så kom historien.

Hun fulgte op med et enkelt ord, hvad så, og samtalen bevægede sig ind på havnens lyde, bådene, mågerne, vægten på disken. Optagelsen blev næsten dobbelt så lang som den første, men den lød som to mennesker, der taler sammen, ikke som et spørgeskema.

Teknisk var den ikke bedre end første forsøg. Forskellen lå helt i, hvordan Lene lyttede. Hun noterede stadig stikord undervejs, men kun for at kunne vende tilbage til noget, hun ville spørge mere ind til senere.

Hvad hun tog med sig

Da vi lyttede til anden optagelse, sagde Lene noget, jeg har tænkt på siden. Hun havde troet, at forberedelse betød at have svar på alt, men den vigtigste forberedelse var at vide, hvad hun selv var nysgerrig på. Resten kunne gæsten selv bidrage med.

Hun fik også en lille vane med sig: at skrive afslutningsspørgsmålet først. Hvad skal lytteren sidde tilbage med? Når det er på plads, kan samtalen gå, hvor den vil, uden at hun mister retningen. Det gav hende ro i skuldrene og gjorde hende bedre til at følge gæstens spor.

Vi talte også om, hvordan man takker en gæst, og hvordan man spørger, om der er noget, vedkommende gerne vil fortælle, som ikke kom frem. Det spørgsmål giver ofte det bedste klip i hele afsnittet.

• Skriv afslutningen først, så du kender retningen
• Lad pauser stå, før du stiller næste spørgsmål
• Afslut med: er der noget, jeg ikke fik spurgt om?

Til dig, der skal i gang

Hvis du skal lave dit første interview, så prøv Lenes metode. Vælg et emne, du selv gerne vil høre om, og skriv tre eller fire stikord ned. Sæt dig, så I kan se hinanden, og kør en kort prøveoptagelse om noget helt hverdagsagtigt, før du starter den rigtige.

Lyt bagefter til dig selv, ikke kun til gæsten. Taler du for meget? Afbryder du, hvor en pause ville have givet mere? Det er helt normalt at høre sine egne fejl første gang, og det er netop den slags øvelse, vi arbejder med på kurset, hvor du får ærlig og venlig feedback på dine optagelser.

Lene er nu i gang med sit andet afsnit, og hun siger, at hun glæder sig til næste samtale i stedet for at frygte den. Det er et godt tegn.