Tjekliste til dit afsnit, før du beslutter dig for opbygningen

Hvorfor en tjekliste kommer før manuskriptet

Mange begynder at skrive, før de har besluttet, hvad afsnittet egentlig skal. Resultatet er en tekst, der flyder ud til alle sider, og som du selv mister overblikket over, når du sidder foran mikrofonen. En tjekliste tager fem minutter og sparer ofte en aften med omskrivning.

I denne artikel går jeg igennem de spørgsmål, jeg selv stiller kursisterne, når de kommer med et første udkast til et afsnit. Ingen af dem kræver udstyr eller forkundskaber, kun at du har en idé, du gerne vil fortælle om.

Svarene behøver ikke være pæne. Det vigtigste er, at du kan sige dem højt uden at tøve. Kan du ikke det, er det et tegn på, at opbygningen skal justeres, før du skriver en eneste fuld sætning.

Tag listen frem, når efterårsmørket kalder på projekter indendørs, og brug den som et fast tjek, hver gang du planlægger et nyt afsnit.

Åbningen: kan du sige den på ti sekunder?

En åbning har ét job: at fortælle lytteren, hvad vedkommende får ud af at blive. Den behøver ikke være dramatisk, men den skal være tydelig. Prøv at sige åbningen højt, mens du kigger på uret. Hvis den tager mere end ti til femten sekunder, er der sandsynligvis for meget i den.

Tjek også, om åbningen lover noget, som afsnittet faktisk indfrier. Det sker ofte, at man åbner med et spørgsmål og så glemmer at vende tilbage til det. Skriv spørgsmålet ned, og sæt en markering det sted i afsnittet, hvor du besvarer det.

Til sidst spørger jeg altid: ville du selv blive hængende efter de første sætninger? Vær ærlig. En åbning, der lyder som en høflig indledning, kan næsten altid strammes op til kun den vigtigste sætning.

• Kan åbningen siges på under femten sekunder?
• Lover den noget, afsnittet holder?
• Ville du selv blive som lytter?

Sporet: ét gennemgående spørgsmål

Midten af afsnittet er sporet, altså den rækkefølge, du fører lytteren igennem. Det mest brugbare tjek er at formulere afsnittet som ét spørgsmål eller én påstand. Kan du ikke det, har du sandsynligvis to afsnit liggende i ét.

Gå derefter dine punkter igennem og stil dig selv spørgsmålet: hjælper dette punkt med at besvare hovedspørgsmålet? Det punkt, du holder allermest af, er ofte det, der skal ud, fordi det peger et andet sted hen. Gem det til et senere afsnit i stedet for at presse det ind.

Tæl også overgangene. Hver gang du skifter emne, skal lytteren have en lille hjælp, en sætning, der binder det forrige og det næste sammen. Skriv overgangene ind i manuskriptet med vilje, ellers kommer de ikke af sig selv, når du taler.

• Kan afsnittet samles i ét spørgsmål?
• Hjælper hvert punkt med at besvare det?
• Er der en kort overgang mellem punkterne?

Afslutningen: hvad skal lytteren tage med?

En afslutning er ikke en opsummering af alt, du har sagt. Den er det ene, du vil have, at lytteren husker. Prøv at skrive den som en enkelt sætning, før du skriver resten af afslutningen. Er sætningen svær at finde, er sporet ofte for uklart.

Beslut også, om afsnittet skal lukke med en opfordring, og hvilken. Det kan være et spørgsmål til lytteren eller blot en tak og en pause. Det vigtige er, at du vælger det bevidst og ikke lader afsnittet rinde ud, fordi du løber tør for ord.

Læs til sidst afslutningen højt sammen med åbningen. De to skal kunne genkende hinanden. Hvis du lovede noget i begyndelsen, skal lytteren høre, at det er landet, når du siger farvel.

Manuskriptet: lyder det som dig, når du taler?

Når opbygningen er på plads, skriver du manuskriptet. Her er det vigtigste tjek, om teksten kan læses højt uden at lyde som oplæsning. Læs et afsnit ad gangen, og understreg de steder, hvor du snubler eller tager vejret på et skævt sted. Det er næsten altid dér, sætningen er for lang.

Brug korte sætninger og hverdagsord. Det du ville sige til en ven over kaffen, er et bedre udgangspunkt end det, du ville skrive i en mail. Du kan sagtens beholde et manuskript som støtte, men lad det være punkter og nøgleord de steder, hvor du hellere vil tale frit.

Optag dig selv, mens du læser, og lyt efter. Du hører straks, hvor tonen skifter, og hvor du får travlt. Det er en god måde at finde ud af, hvor manuskriptet skal strammes, før du overhovedet sætter dig til at optage for alvor.

• Læs højt og markér, hvor du snubler.
• Foretræk korte sætninger og hverdagsord.
• Lyt til en prøveoptagelse af dig selv.

Spørgsmål at stille dig selv, før du beslutter dig

Til sidst samler jeg tjeklisten i få spørgsmål, du kan gå igennem uden manuskript foran dig. Er du i tvivl om ét af dem, så arbejd videre på det punkt, før du går i gang med at optage. Det er billigere at rette en plan end et færdigt afsnit.

Husk, at en tjekliste ikke er en test, du skal bestå. Den er en hjælp til at se dit eget udkast udefra. På kurset går vi den igennem sammen med dig og giver ærlig feedback på, hvor opbygningen er tydelig, og hvor den kan strammes.

Er du nået hertil med de fleste punkter afkrydset, er du klar til at skrive manuskriptet i fuld længde. Mangler der to eller tre, ved du præcis, hvor du skal bruge din tid først.

• Kan jeg sige åbningen på få sekunder?
• Kan jeg formulere afsnittet som ét spørgsmål?
• Ved jeg, hvad lytteren skal huske til sidst?
• Lyder manuskriptet som mig, når jeg taler?